Udpegning
Udpegning af voldgiftsdommer
Udpegningen er det første reelle skridt i en voldgiftssag. Den afgør, hvem der skal træffe afgørelsen, og den sætter samtidig rammen for, hvor hurtigt sagen kan komme i gang.
Udgangspunktet er voldgiftsaftalen
Hvem der kan udpeges, hvor mange voldgiftsdommere voldgiftsretten skal bestå af, og efter hvilken procedure udpegningen sker, følger som udgangspunkt af parternes voldgiftsaftale. Aftalen kan være indgået på forhånd som en voldgiftsklausul i en kontrakt eller indgået, efter tvisten er opstået. I det omfang voldgiftsaftalen eller parternes senere aftaler ikke regulerer et forhold, finder voldgiftslovens bestemmelser anvendelse.
Tre typiske veje til udpegning
1. Fælles udpegning af én voldgiftsdommer
I sager, hvor parterne prioriterer hurtighed og omkostningsbalance, udpeges ofte én voldgiftsdommer i fællesskab. Det forudsætter, at parterne kan enes om en person, som begge har tillid til, og som har den nødvendige faglige baggrund for netop den tvist, der skal afgøres. Fordelen er en enklere og billigere proces; ulempen er, at udpegningen kan trække ud, hvis parterne ikke kan blive enige.
2. Partsudpegning i en voldgiftsret med tre medlemmer
I større eller mere principielle sager udpeger hver part typisk én voldgiftsdommer, hvorefter de to udpegede vælger formanden. En partsudpeget voldgiftsdommer er ikke partens repræsentant. Kravene til uafhængighed og upartiskhed er de samme som for enedommeren og formanden, og der er ingen kontakt til den udpegende part om sagens materielle forhold efter udpegningen.
3. Udpegning gennem Voldgiftsinstituttet
Er det aftalt, at sagen skal behandles efter Voldgiftsinstituttets regler, sker udpegningen efter instituttets procedure. Instituttet administrerer sagen, herunder honorar og depositum, og træffer afgørelse om indsigelser mod en voldgiftsdommers habilitet.
Konflikt tjek kommer før alt andet
Uanset hvilken vej udpegningen tager, er rækkefølgen den samme: habiliteten afklares først. Til brug for et konflikt tjek har jeg brug for navnene på parterne, relevante koncernforbundne selskaber, rådgivere, forventede centrale vidner og sagkyndige samt en helt overordnet beskrivelse af tvisten. Send ikke sagens bilag eller anden fortrolig dokumentation, før habiliteten er bekræftet.
Når konflikt tjek er gennemført, afgiver jeg en skriftlig erklæring om uafhængighed og upartiskhed, herunder om eventuelle forhold, parterne bør kende. Oplysningspligten gælder også senere under sagen, hvis der opstår nye forhold. Læs mere om habilitet og uafhængighed.
Hvad der aftales umiddelbart efter udpegningen
Når alle voldgiftsdommere har accepteret hvervet, er voldgiftsretten konstitueret. I en ad hoc-voldgift skal de praktiske og økonomiske rammer herefter fastlægges særskilt, fordi der ikke er et institut til at administrere sagen: honorar og depositum, kommunikationsform, dokumenthåndtering, sprog, voldgiftens sæde og de processuelle regler for sagen. Se hele forløbet i en ad hoc-voldgift.
På et indledende procesmøde afgrænses tvistens centrale spørgsmål, og der lægges en realistisk tidsplan for skriftveksling, bevisførelse, eventuelle sagkyndige erklæringer, mundtlig forhandling og kendelse – herunder en frist for, hvornår kendelsen afsiges.
Hvilken rolle passer til sagen?
Jeg påtager mig hverv som enedommer, som partsudpeget voldgiftsdommer og som formand for voldgiftsretten, i ad hoc-voldgift såvel som i sager ved Voldgiftsinstituttet. Sagen kan føres på dansk eller engelsk, herunder med bilag på begge sprog. Jeg driver egen advokatvirksomhed uden et stort bagland af kolleger og klienter, og i praksis betyder det, at habilitetskonflikter sjældent opstår, og at et konflikt tjek kan afklares hurtigt.