Gå til indhold
Henrik Mansfeldt WittVoldgiftsdommer · Advokat (H)

Erfaring

Erfaring og sagstyper

En voldgiftsdommer skal ikke kun kende juraen – han skal kunne forstå og veje de beviser, sagen reelt afgøres på. Min særlige styrke er sager, hvor teknik og jura mødes.

Afskedigelse, bortvisning og ophævelse

I mange ansættelsesretlige tvister er de afgørende beviser i dag digitale: adgangslogs, e-mailkorrespondance, filoverførsler, brug af it-systemer og elektroniske spor i øvrigt. Vurderingen af, om en bortvisning var berettiget, afhænger ofte af, hvad de tekniske spor faktisk viser – og hvad de ikke viser. Med en baggrund som it-advokat siden 1990'erne kan jeg gå direkte ind i det tekniske bevismateriale, stille de rigtige spørgsmål til skønsmænd og it-sagkyndige og adskille tekniske realiteter fra efterrationaliseringer.

Ejeraftaler, good leaver / bad leaver

Tvister om ejeraftaler handler sjældent kun om aftalens ordlyd. De handler om, hvad parterne forudsatte, da samarbejdet begyndte, og hvad der reelt er sket, da det sluttede. Jeg har mange års erfaring med at udarbejde, fortolke og håndhæve ejeraftaler – herunder good leaver- og bad leaver-vilkår, værdiansættelsesklausuler, misligholdelse og exit. Den erfaring bruger jeg som voldgiftsdommer til at trænge ind til det, tvisten faktisk drejer sig om.

It, digitalisering og rettigheder

I konflikter, der involverer it, digitalisering og rettigheder, har jeg både undervisningsmæssig, praktisk og kommerciel erfaring – og mere end 20 års erfaring som it-advokat, herunder med brug af AI. Det gør det muligt at forstå leverancemodeller, udviklings- og driftsaftaler, licens- og rettighedsspørgsmål og de tekniske forhold, en tvist reelt hviler på, uden at sagen skal oversættes flere gange undervejs.

GDPR og brug af data

Databeskyttelse og kommerciel brug af data er et selvstændigt kompetenceområde. Det omfatter behandlingsgrundlag og formålsbegrænsning, roller som dataansvarlig og databehandler, databehandleraftaler og ansvarsfordeling, overførsler til tredjelande samt tvister om adgang til, brug af og rettigheder til data – herunder når data indgår i analyser, produktudvikling eller AI-løsninger. Persondataretten har jeg både undervist i og arbejdet med i praksis.

Tabsopgørelse og tabsfastsættelse

Mange tvister afgøres reelt på tabssiden. Jeg lægger vægt på en struktureret behandling af tabsopgørelsen: hvilket tab der kræves erstattet, hvordan det er dokumenteret, og hvilken årsagsforbindelse og adækvans der kan lægges til grund. Hertil kommer håndteringen af pligten til at begrænse eget tab – hvornår tabsbegrænsningspligten indtræder, hvilke skridt der med rimelighed kunne kræves, og hvilken betydning det får for opgørelsen, når de skridt ikke er taget. Også aftalte begrænsninger som ansvarsmaksima, undtagelse af indirekte tab og konventionalbod indgår i vurderingen.

Erfaren voldgiftsdommer

Jeg har virket som voldgiftsdommer i en række voldgiftssager, både som ad hoc-voldgiftsdommer og i sager ved Voldgiftsinstituttet. Sagerne har navnlig angået ansættelsesforhold og ejeraftaler.

Tilgængelighed

Hver voldgiftssag har maksimal fokus og tilgængelighed. Jeg påtager mig et begrænset antal sager ad gangen, så de aftalte frister og tidsplaner kan holdes, og så parterne hurtigt kan få svar på processuelle spørgsmål undervejs i sagen.